Tolkegebyr

Tolkegebyr 

Den 1. juli 2018 trådte nye regler om tolkebistand i kraft. Reglerne betyder, at patienter, der har boet mere end tre år i Danmark uden at opnå tilstrækkelige danskkundskaber, opkræves et gebyr ved tolkning. Tolkegebyret gælder både i almen praksis, ved andre speciallæger samt i forbindelse med behandling og indlæggelse på sygehus.

Det er Regionen, som opkræver gebyret direkte fra de patienter, der er omfattet af reglerne. Den praktiserende læge har intet med gebyret at gøre.

Tolkegebyret hos den praktiserende læge:
334 kr. ved fremmødetolkning
191 kr. ved video-/telefontolkning

Til sammenligning koster det ved indlæggelse på hospital:
1675 kr. ved fremmødetolkning
957 kr. ved video-/telefontolkning

Det er lægen som træffer beslutning om, hvorvidt det er nødvendigt med en professionel tolk – og på hvilken måde – i forbindelse med patientens behandling.

Visse patienter vil være undtaget fra gebyret, selvom de har haft bopæl i Danmark i mere end tre år. Det drejer sig om følgende:

  • patienter, der som følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne midlertidigt eller varigt har mistet evnen til at tilegne sig henholdsvis oppebære og anvende tilegnede danskkundskaber
  • børn (0-17 årige), der møder frem til behandling uden ledsagelse af forældre
  • forældre der i forbindelse med behandling af et barn har behov for tolkebistand.
  • personer fra Det Tyske Mindretal i Danmark, der har behov for tolkebistand i forhold til det tyske sprog
  • tolkning på Grønlandsk og Færøsk.

I ganske få tilfælde kan den praktiserende læge udarbejde en særlig lægeerklæring om undtagelse fra tolkegebyr. Det er fra 2019 Regionerne, som betaler honoraret for denne lægeerklæring og patienten skal dermed ikke længere betale honoraret selv. 

Patienter der har spørgsmål til tolkegebyret kan  kontakte Patientkontoret i regionen på tlf. nr. 7841 0444. 

Læs de lovmæssige bekendtgørelser vedr. tolkning her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=202255